Dansk mode hitter

dansk-mode

Den danske modeindustri er kendt både nationalt og internationalt og er en af Danmarks største eksportindustrier. De fleste vil også kunne nikke genkendende til tøjmærker som Bruuns Bazar, Day Birger et Mikkelsen, Hummel, Mads Nørgaard, Second Female, Samsøe og Samsøe og Sisters Point.

Fra at være en lille hjemmemarkedsindustri har dansk modeindustri ekspanderet til at være en veletableret eksportindustri takket være dygtige forretningsfolk og modedesignere. Der blev sat skub i den danske modeindustri, da den amerikanske Marshall-hjælp i årene 1948 til 1950 hjalp med maskiner og knowhow. Den amerikanske konfektionsindustri var på dette tidspunkt allerede en velfungerende og effektiv størrelse og Marshall-hjælpen gjorde det muligt at få vind i sejlene i den danske modeindustri. Sammen med mange ildsjæle og iværksættere voksede modeindustrien og særligt ude på den jyske hede ved Herning, Brande og Ikast var der heftig vokseværk. I 1960’erne blev en stabil modeeksport etableret til udlandet men det medførte dog også en øget import, som pressede den danske modeindustri på pris og kvalitet. Nytænkning og innovation blev mere nødvendigt end nogensinde før for at overleve. Der blev tænkt i nye baner både i forhold til proces- og produktudvikling. Mens nogle fokuserede på nicheproduktion gik andre ind og skærpede deres modeprofil. For at overleve blev det nødvendigt at fokusere på designet for at retfærdiggøre den øgede pris. En overlevelsesmetode var at massefremstille modetøj designet af professionelle designere.  Siden 1990’erne er næsten al dansk modeproduktion blevet outsourcet til lavtlønslande for at forblive konkurrencedygtige på prisen. Det er dog stadig muligt at finde danskproducerede tekstiler. Blandt andet laver Skall Studio en striktrøje som er 100 procent danskproduceret, mens Journal får mange af deres strikdele produceret i Danmark. Det er også netop strik som Danmark er særligt god til og kendt for.

Danmarks tre største modevirksomheder er Bestseller A/S, BTX Group og IC Companys. Bestseller spirede på den jyske hede og har hovedsæde i Brande. Det er en stor familieejet modevirksomhed grundlagt i 1975. Bestseller har 2700 butikker og mere end 15.000 medarbejdere på verdensplan. De er kendte for forskellige brands som Vila Clothes, Vero Moda og Jack & Jones. BTX Group blev etableret i 2005 og er en af de største leverandører af modetøj til kvinder inden for de Nordiske lande. De har omkring 5000 selvstændige forhandlere på verdensplan og er kendt for brands som Brandtex, Signature og Imitz. IC Companys har hovedsæde i København og blev etableret i 2001. Deres forskellige brands som blandt andet omfatter By Malene Birger, Saint Tropez, Designers Remix og InWear sælges i over 40 lande hovedsageligt i Skandinavien og Europa.

Selvom den danske modeindustri med årene har opbygget en stærk selvbevidsthed, er det svært at spå om, hvordan fremtiden ser ud. Moden har kort holdbarhed og ligger blot få måneder på hylden i butikkerne før næste kollektion venter på at blive vist frem. Det er en omskifteligt og tempofyldt branche, hvor tungen skal holdes lige i munden for at følge med tiden.