Mandetøj i en uge – Et feministisk eksperiment
Jeg elsker de muligheder vi kvinder har, for at udtrykke os igennem vores påklædning. Der er så mange muligheder på hylderne, og tusindvis af højt kvalificerede mennesker verden over arbejder på at udvide sortimentet og give hver enkelt kvinde på jorden mulighed for at vise hvem de er i dette øjeblik. Jeg blev for nyligt opmærksom på, at mænd ikke umiddelbart har de samme muligheder. Hvis man kigger i mode-magasiner til mænd nu, og sammenligner med tøjer for 10 år siden, er der rigtigt meget der går igen. Tøjet er forholdvist simpelt, og det er de samme features der forsøges fremhævet.
Nogle vil argumentere for, at det er fordi mænd går mindre op i mode end kvinder. Andre vil sige, at mode-designerne for længe siden knækkede koden til det “maskuline”, mens det feminine er mere komplekst eller er i konstant bevægelse. Den slags gør dog ondt at høre i mine feministiske øre. Jeg er ikke den skrigende feminist vi alt for ofte hører om i medierne – jeg er ikke på jagt efter at nedgøre mænd eller hæve mig over dem. For mig handler feminismen om ligestilling, og det er en balance der skal gå i begge retninger.
Så i feminismens navn bestilte jeg et herreur online, og gik ned i den lokale tøjbutik og købte tøj designer til mænd. Strømper til mænd er sjovt nok ikke meget forskellige fra strømer til kvinder, men resten var noget af en udfordring at få til at sidde ordentligt på mig. Jeg må vel erkende, at der rent fysiologisk er forskelle på mænd og kvinder. Det lykkedes mig dog i sidste ende at finde både undertøj, bukser og t-shirts der sad okay på mig. Et par skjorter blev det også til.
Selv hvis jeg ikke lod mig begrænse til, hvad der vil sidde pænt på mig, er det dog tydeligt at udvalget er mindre. Jeg kan godt finde tøj der “passer” i formen, men at signalere hvem jeg er var nærmest umuligt. Jeg er en farverig person med masser at byde ind med – hvor er bukserne der signalerer det? Jeg er flyvsk og spontan, men alt tøj jeg kan finde får mig til at føle mig firkantet og “ordentlig”.
Der er tøjmærker der forsøger at gøre op med det, men der er langt imellem dem. De ser desuden ud til at være styret af moden, fremfor at udfordre og skubbe til den.
Jeg forsøgte at købe og klæde mig i mandetøj i en uge. Det vakte helt sikkert opsigt blandt mine kolleger, og det ser jeg ikke som en god ting – det viser tydeligt, at jeg ikke var i stand til at kommunikere de ting jeg normalt gør gennem mit tøj, med det der sælges til mænd. Jeg tror på at mænd og kvinders indre liv er nogenlunde lige, og derfor frustrerer det mig at mænd ikke har samme mulighed for at udtrykke disse ting eksternt gennem deres beklædning. Det må vi gøre noget ved – jeg er dog bange for, at det er svært at kæmpe mændenes kamp for dem.
