Som Bilister er vi Del af en Større Bevidsthed
|Det er en interessant udvikling vi har her i moderne tid, hvor det ser ud til, at paradokserne vokser frem hvor end vi kigger hen. Internettet og smarte mobiltelefoner har gjort det muligt for os, at være i konstant forbindelse med alle, uanset hvor de er på jorden. Sociale medier gør det muligt at snakke med venner og familie hvor som helst og når som helst, og aldrig har vi haft flere ”venner” end vi har på Facebook. Alligevel har vi aldrig været så ensomme, som vi er i dag, i vores ultra sociale teknologi-forbedrede verden.
Et andet sted vi ser den samme form for paradoks, er når det kommer til trafikken. Her er det dog lidt omvendt: her er den side, vi er opmærksomme på, den negative, mens der er en skjult positiv side som mange af os overser. Tænk over det: føler du dig ikke af og til ensom, mens du kører rundt i din Renault Captur? Selv når man sidder i den længste kø i verden, og er omgivet af biler med andre mennesker i, så føler vi os så helt og aldeles alene. Denne hjælpeløshed kombineret med tidspres og andre frustrationer gør, at vi ofte bliver aggressive i trafikken: dytter med hornet og ryster på hovedet af de andre bilister. Det er den tydelige del af livet som bilist: noget vi alle har lagt mærke til, og alle har brokket os over på et eller andet tidspunkt.
Men har du nogensinde sat dig for, at kigge på den anden side af mønten? Hvis vi værdsætter begge sider af en sag, har vi et mere realistisk billede af verden, og det vil tjene os bedre. Så følg nu med her: for dagligdagens trafik er faktisk lidt af et mirakel, også selvom du måske ikke ser det sådan lige nu!
Hvis du en dag tager fri, mens det er en almindelig arbejdsdag for alle andre, så prøv at komme så højt op du kan. Måske på toppen af en skyskraber, eller et udsigtspunkt lidt udenfor byen. Tag så og kig på trafikken: start med hver enkelt bil for sig. Zoom så lidt ud, og se hvordan bilerne der er lige op ad hinanden, på stille vis kommunikerer. Den forreste bil kører lidt frem, og det signalerer til bilen bagved, at den nu også kan køre lidt. Læg så mærke til hvordan denne effekt, denne kommunikation om fremdrift, bevæger sig hele vejen ned igennem køen. Efter et par minutters stille observation, vil du opleve at din hjerne ikke længere ser individuelle biler: den ser én stor organisme. Alle bilisterne er en del af en større bevidsthed. Trods subjektiv frustration hos mange af bilisterne, så formår de faktisk at indgå i et enormt fællesskab, der arbejder sammen imod et fælles mål om at komme frem.